Millionbøf 2.0

Millionbøf 2.0

Man har et standpunkt til man tager et nyt, eller i dette tilfælde har man en opskrift til man får en ny. En af de første opskrifter jeg lagde ind var netop på millionbøf, og selv om den var god så er den nu blevet forbedret betydeligt. Så farvel gamle millionbøf opskift, velkommen til 2.0 🙂

Vi har igen været i køkkenhaven og høste gulerødder, løg og tomater til aftensmaden. Men den købte slags vil selvfølgelig også kunne bruges 🙂 I stedet for bøftomater kan man bruge en enkelt dåse tomater. Jeg kan klart anbefale de økologiske fra Rema 1000, de er vidunderlig søde.

For sent fandt vi ud af at der ikke var mere pasta og vi gad ikke grave kartofler op til kartoffelmos, derfor blev det til couscous i stedet.

  • 700 g hakket oksekød
  • 2 løg
  • 2 gulerødder
  • 3 fed hvidløg
  • 1 stærk chili
  • 3 bøftomater
  • 1/2 liter oksebouillon
  • 3 dl rødvin
  • 2 spsk Worcestershire sauce
  • 3 laurbærblade
  • Paprika
  • Salt / peber
  • Olivenolie

  1. Hak løg, gulerødder, hvidløg og chili fint og steg dem på én gang ved svag varme i olien i en gryde.
  2. Når løgene er klare tilsættes oksekødet, skru lidt op for varmen og brun kødet.
    Kom paprika, salt og peber i gryden.
  3. Når kødet er brunet tilsættes de hakkede tomater, oksebouillon, rødvin, Worcestershire sauce og laurbærblade.
  4. Lad det simre i ca. 2 timer, husk at smage til et par gange.
  5. Hvis man vil kan man jævne den til sidst med lidt mel eller maizena, man kunne også farve den sort som en panter med kulør… Det gør vi måske næste gang, men det passede ikke lige til couscous 🙂