Fjordkrebs og svampe i flødesauce med pasta

Fjordkrebs og svampe i flødesauce med pasta

Vi har en rigtig god fiskemand i den by hvor jeg arbejder, så der tager jeg tit forbi for at se om der skulle være noget spændende. Denne gang havde han nogle rigtig flotte fjordkrebs som absolut skulle med mig hjem, så det blev ikke en forgæves tur. Det er det faktisk aldrig 🙂

Jeg elsker pasta så derfor kunne jeg simpelthen ikke lade være med at bruge mine krebs til sådan noget. De kunne selvfølgelig også spises på et godt stykke brød, men det må blive næste gang. Jeg kom revet parmesan ovenpå til sidst, det ville jeg nok springe over næste gang. Ikke at det var dårligt men jeg tror godt retten kan klare sig uden. Og mit billede ville helt sikkert også været blevet bedre, jeg kan sgu ikke lade være med at kritisere mig selv for sådan et foto… Det må være en miljøskade jeg har fået 🙂

Til aftensmaden brugte vi kun halerne, resten er gemt i fryseren og vil blive brugt til en suppe senere.

Til 2 personer.

  • 100 g krebsehaler
  • 150 g svampe, vi havde champignons
  • 2 fed hakket hvidløg
  • 100 g små blommetomater, skær dem i mindre stykker hvis de er for store.
  • 1 1/2 dl fløde
  • 200 g pasta
  • 1 klat smør
  • 1 håndfuld parmesan (kan udelades)
  • Salt / peber

  1. Skær svampene i mindre stykker og steg dem i smør på panden. De skal kun lige brunes på alle sider.
  2. Tilsæt hvidløg og steg dem med i et par minutter, de må endelig ikke blive brune.
  3. Tilsæt tomater, fløde og salt/peber og lad det koge i 5 minutter.
  4. Kom krebsehalerne i, de skal bare lige varmes igennem.
  5. Pastaen, som skal være kogt og afdampet, blandes i panden og der røres godt rundt.
  6. Server med det samme, med eller uden lidt parmesan ovenpå, og gerne med et godt stykke brød som kan suge den gode flødesauce op 🙂