Æblegrød uden dikkedarer
Vi har et lille æbletræ i haven med de mest fantastiske æbler, store og lidt syrlige. Lige som jeg vil have dem
Min kone fik den brilliante idé at lave æblegrød, og det var ikke fordi jeg var ovenud begejstret da mine minder om æblegrød ikke er de bedste. Men heldigvis er hun stædig og gik i gang med at lave grød af en spand æbler, og jeg må sige at jeg blev omvendt med det samme. Det smager jo mega godt
Jeg ved at man kan komme makroner og alt muligt andet i, men syntes slet ikke det er nødvendigt. Keep it simple, så går det sjældent galt. Der kom lige lidt fløde på, bare en lille smule, og det gjorde nu ingen skade…
Til 2 personer.
- 1 1/2 kg æbler
- 1 dl vand
- 100 g sukker
- 1 tsk vanillesukker
- Skræl æblerne og skær dem i 1×1 cm tern, smid kernehuset ud.
- Kog dem ved svag varme i vandet i en gryde. De skal koge helt ud, det tager ca. 1 time.
- Til sidst smages grøden til med sukker og vanillesukker.
- Stil til afkøling og spis med lidt fløde (eller mælk) til.


Lækker opskrift. Den er stort set som min egen. Men du omtaler makroner etc hvilket jeg vil mene gør grøden til en æblekage som er noget lidt andet.
Jeg kan iøvrigt anbefale at erstatte vanillesukker med en vanillestang som koges sammen med æblerne. Det tages op, flækkes og kornene skrabes ud og kommes ned i grøden igen. Det giver en lidt anden, og meget bedre, vanillesmag.
Alternativt kan man også bruge ½ æble og ½ pære. Det smager også himmelsk.
Tak for en supergod madblog!
Hvis jeg selv havde lavet grøden ville jeg også have brugt en vanillestang, men resultatet med vanillesukker blev nu heller ikke dårligt. Tværtimod
Jeg vil prøve pære-varianten, den lyder spændende.
Absolut med en stang god vanille og kun det vand, der hænger ved – er godt at have på lager i fryseren!