Mikrobølge brownie i en kop

Mikrobølge brownie i en kop

Eller skulle man kalde den en kop kage? Lige meget hvad så er det hvertfald en fascinerende kage.

Jeg har set mange bloggere skrive om en mikrobølge kop kage og har nu endelig samlet mod til selv at lave en. Problemet er bare at langt de fleste bruger kakaopulver i stedet for chokolade, ikke at der er noget i vejen med det, men det giver bare mere en brunkage end en brownie. Og det var ikke lige hvad jeg havde lyst til…

Derfor modificerede jeg min ynglings brownie-opskrift så den passede til en kop. Må indrømme jeg var meget imponeret over at det kunne lade sig gøre at lave en så god kage i mikrobølgeovnen, og så er det facinerende at det kun tager lidt over et minut. Det kan absolut anbefales, alle burde prøve at servere det her for deres gæster mindst en gang. Det vil score kegler 🙂

Når dejen bliver bagt vil den hæve, det betyder at den næsten er færdig. Pas på ikke at give den alt for meget varme i mikrobølgeovnen, den må gerne være en smule klistret ligesom en “rigtig” brownie.

  • 50 g mørk chokolade (jeg brugte en god 70%)
  • 30 g smør
  • 1 spsk sukker
  • 1 1/2 spsk mel
  • 1 knivspids vanillesukker
  • 1 æg

  1. Smelt chokolade og smør ved svag varme i en gryde.
  2. Pisk sukker, mel, vanillesukker og æg sammen i en skål (eller kop hvis man kan)
  3. Bland den flydende chokolade i og rør godt rundt.
  4. Hæld i en kop og giv den lidt over et minut i mikrobølgeovnen ved maximal watt.
  5. Server i koppen, måske med en klat is oveni.