Ben & Jerry´s giant chocolate chip cookie ice cream sandwich

Jeg har lige købt en bog der hedder “Ben & Jerry´s homemade ice cream & dessert book” fra 1987, skrevet af de to fyre der laver den mest pragtfulde is.

Her i weekenden lavede vi noget som jeg længe har ville prøve, nemlig en is sandwich. Den store og bløde cookie har en tilpas størrelse, man behøver faktisk ikke mere end en par stykker før man ikke er så slik-sulten længere 🙂 Og når der så er lidt vanille is imellem dem så kan du være sikker ikke at have kalorie underskud resten af dagen.

Opskriften, som jeg kun har lavet en lille smule om, er taget fra deres bog som på det varmeste kan anbefales. Jeg har ikke før prøvet at lave is med vanille essens og det er ikke sidste gang jeg gør det, jeg syntes vanille smagen fordeler sig lidt bedre i isen end hvis man bruger en vanillestang.

Jeg er så heldig at have en is-maskine. Hvis du ikke har en så kan det også lade sig gøre men jeg har ikke helt styr på hvad du skal. Prøv at søge på nettet 🙂
Lad være med at lave isen lige inden den skal bruges, så vil den være for blød. Når du laver is-sandwichen så skal isen være lidt hårdere end softice, hvis den ikke er det vil det være umuligt at spise den uden at isen bliver klemt ud mellem de to cookies.

Giant chocolate chip cookie

  • 100 g stuetempereret smør
  • 50 g alm sukker
  • 65 g brun farin
  • 1 æg
  • 1/2 tsk vanille essens
  • 100 g mel
  • 1/2 tsk salt
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 200 g groft hakket mørk chokolade (ca. 1×1 cm)
  • 100 g hakkede valnødder (kan udelades hvis man ikke er til nødder)

  1. Pisk smør, sukker og brun farin sammen.
  2. Tilsæt æg og vanille essens, pisk endnu engang.
  3. Bland mel, salt og bagepulver sammen i en seperat skål og ælt det i massen.
  4. Til sidst vendes chokolade og valnødder i.
  5. Med en ske laves ca. 10 cookies på en bageplade. Lav en kugle og tryk den en lille smule flad, de skal nok flade helt ud når de bliver bagt.
  6. Bages ved 175 grader i ca. 12 minutter. De må endelig ikke blive for hårde, hellere give dem lidt for lidt end for meget.
  7. Tag dem ud af ovnen og stil dem til afkøling.
Vanille flødeis
  • 4 past. æggeblommer
  • 150 g sukker
  • 5 dl piskefløde
  • 2,5 dl mælk
  • 2 tsk vanille essens

  1. Pisk æggeblommer og sukker godt sammen.
  2. Tilsæt piskefløde, mælk og vanille essens og pisk det indtil sukkeret er opløst.
  3. Hæld det hele i is-maskinen og lad den gøre arbejdet.
  4. Sæt isen i fryseren indtil den skal bruges.
Giant chocolate chip cookie ice cream sandwich
  1. Tag en stor skefuld is og fordel det på en cookie. Der skal være et lag på ca. 2-3 cm.
  2. Læg en cookien ovenpå.
  3. Tadaa 🙂