Koteletter i fad med bacon, fløde og champignons

Så blev det tid til en absolut klassiker, og jeg må sige den holder endnu 🙂 Tricket (hvis der er sådan et) er at lave en kanon tomatsauce som hældes over koteletterne. En god tomatsauce kan godt tage lang tid at lave, men man behøver jo ikke stå og kigge på gryden imens den simrer 🙂

Køb nu nogle gode cocktailpølser, der er ikke noget værre end at komme middelmådige råvarer i en spitzenklasse ret.

Til 2 personer

  • 3-4 koteletter
  • 1 hakket løg
  • 1 hakket fed hvidløg
  • 200 g skiveskåret champignons
  • 1 dåse hakkede tomater (jeg bruger som altid de økologiske fra Rema 1000)
  • 1 tsk paprika
  • 1 nip hakket chili
  • 1 tsk tørret basilikum
  • 100 g cocktailpølser
  • 100 g bacon
  • 1 dl 38% fløde
  • 1 klat smør
  • Salt / peber

  1. Skær bacon i små stykker og steg det sprødt i smør og læg det til side.
  2. Steg løg og hvidløg ved svag varme i baconfedt og smør, løgene skal lige blive klare.
  3. Tilsæt derefter champignons, hakkede tomater, paprika, chili, basilikum, cocktailpølser, den stegte bacon, fløde og peber (hold igen med saltet).
  4. Lad det koge op og simre i et kvarters tid inden du smager saucen til.
  5. Nu kan du lade den simre så lang tid du har lyst til, jeg lod min sauce simre under låg i små to timer og den blev absolut himmelsk.
    Ca. halvdelen af væden skal fordampe, saucen må endelig ikke blive for tør.
  6. Svits koteletterne på en brændvarm pande i lidt smør, læg dem derefter i et ildfast fad.
  7. Hæld saucen over og giv det hele 20 minutter ved 200 grader i ovnen.
  8. Spis de klassiske kogte ris til, eller evt. en omgang couscous. Husk brød og smør 😉