Pragtfulde naanbrød

“Hold da op hvor smager det godt”, ja sådan noget skal man høre på mens man sidder og spiser sin aftensmad… Og jeg må sige at alt ros var velfortjent 🙂 Disse naanbrød blev intet mindre end perfekte, både sprøde, bløde og tilpas krydrede.

Man kan man bruge stort set hvilken som helst krydderurt/krydderi til at drysse over. Prøv evt. merian eller basilikum og groft salt, eller prøve også med spidskommen. Den er speciel men god 🙂

Et trick til at få krydderierne til at blive bedre på brødet: Efter olivenolien er kommet på, så drys krydderier over og tryk dem derefter lidt ned i brødet med flad hånd.

Opskriften er oprindelig fra Claus Meyers “Meyers Bageri”, en bog der absolut kan anbefales.

Giver 5 brød.

  • 2 1/2 dl lunt vand
  • 650 g hvedemel (jeg brugte økologisk Type 00)
  • 30 g gær
  • 1 dl yoghurt naturel
  • 1 æg
  • 100 g smeltet smør
  • 10 g salt
  • 10 g sukker
  • Olivenolie
  • Krydderier, f.eks. merian, spidskommen, birkes, rosmarin, salt.

  1. Bland vand, gær, yoghurt, æg, smør salt og sukker godt sammen i en skål
  2. Tilsæt mel og ælt dejen til den er glat og smidig.
  3. Lad dejen hæve tildækket i 2 timer.
  4. Hæld dejen ud på en meldrysset bord, skær den i 5 stykker og lad dem hvile i en halv time.
  5. Form stykkerne til aflange brød med en tykkelse på ca. 1 cm.
  6. Giv dem et godt svæt olivenolie, jævn det ud med hænderne og drys krydderier over.
  7. Bag dem i ovnen i ca. 10 minutter ved 250 grader, gerne på en bagesten.
    De skal blive flot brune på overfladen og stadig være bløde indeni.