Pasta med sprødt parmaskinke, broccoli, pesto og parmesan

Den sidste uges tid har der været et lille marked i Viborg med boder fra bla. England, Holland, Frankrig og ikke mindst Italien. Hvis de ikke kommer igen næste år så er det hvertfald ikke fordi vi ikke har støttet dem, hold da op hvor er køleskabet fyld med alt muligt lækkert!

Fra de italienske boder fik vi købt et ordentligt stykke parmesanost som smager absolut vidunderligt! Parmaskinken er også af en anden verden, kunne de boder ikke lige så godt blive permanent i vores lille by?

Vi fik lavet en guddommelig god gang pasta af nogle af de ting vi fik købt. Broccolien havde vi godt nok i forvejen 🙂

Alle ting skal være færdige stort set samme tid ved denne ret, men hvis man er lidt forberedt så er det ikke noget problem.

Til to personer:

  • 200 g pasta
  • 150 g broccoli
  • Ca. 1 dl. revet parmesanost
  • 1-2 spsk tomatpesto
  • 100 g parmaskinke
  • Evt. olivenolie

  1. Parmaskinken lægges på et stykke bagepapir og varmes i ovnen ved 200 grader, det skal blive sprødt uden at blive for tørt og brændt.
    Ca. 5-7 min. er et godt bud.
  2. Kog pastaen som du normalt ville gøre og lad det dryppe af.
  3. Broccolien skæres i buketter og koges i et minut, det skal stadigt have lidt bid.
  4. Bland broccolien i pastaen sammen med pesto og parmesanost.
  5. Skær parmaskinken i mundrette bidder og drys den over.
  6. Server med det samme og hæld evt. lidt godt olivenolie over.