Æbleskiver med æble og marcipan

I stedet for de normale købe æbleskiver så bør man prøve at lave disse i stedet. De der findes i en 20 styks pose på frost kan slet ikke måle sig med disse som er fyldt med både æble og marcipan. De sprøde og knasende æbler er rigtig spændende i en æbleskive, men hvis man ikke et til æbler med lidt bid i så kan man koge dem før de kommes i æbleskiverne.

Som tilbehør fik vi vanilleis med et godt drys kanelsukker ovenpå, absolut ikke værst 🙂

Opskriften er oprindelig fra hjemmet, men min skønne kone rettede den lige lidt til.

Giver ca. 12 stk. som passer ok til 2 personer.

  • 75 g hvedemel
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 1 spsk sukker
  • 1/2 tsk stødt kardemomme
  • 1 knivspids salt
  • 1/2 dl fløde
  • 1/2 dl øl
  • Saft fra 1/2 citron
  • 1 æg
  • 25 g smør
  • 1 æble
  • 1 lille klump marcipan
  • Kanelsukker

  1. Bland alle de tørre ingredienser.
  2. Skil blommen fra æggehviden og pisk hviden indtil den er luftig.
  3. Bland den tørre blanding godt sammen med fløde, øl, citronsaft, æggeblommen og smeltet smør.
  4. Vend forsigtigt dejen i den piskede æggehvide.
  5. Skræl æblet, udkern det og skær det i stykker på 1x1cm. (Kan evt. koges).
  6. Tril æblestykkerne i kanelsukker.
  7. Skær marcipanen i 1x1cm stykker.
  8. Varm æbleskivepanden op, fyld hullerne halvt op med dej og smid 2 stykker æble og 1 stykke marcipan i og fyld op med dej.
  9. Steg æbleskiverne som normalt og server dem evt. med lidt vanilleis og et drys kanelsukker.