Helstegt kylling med æbler og bacon

Jeg lovede mig selv da jeg startede denne blog at jeg ville gøre mit bedste for ikke at skrive den samme opskrift ind to gange, denne blog er ment som en samling af alt det mad som jeg gerne vil lave igen, ikke en liste over hvad jeg spiser hver dag. Det har jeg ikke noget imod at andre gør, men det er bare ikke formålet med denne.

Jeg fortæller dette fordi i nødigt skulle tro at vi kun lever af kylling her i huset, der laves skam også andre ting engang imellem 🙂 Rammer for resten snart 200 opskrifter og det er gået op for mig at jeg aldrig bliver træt af det her 🙂

Kyllingen er meget enkelt, det tog ikke 10 minutter før den var klar til at komme i ovnen. Og så smagte den absolut vidunderligt!

Husk at hvis kyllingen er ved at blive for brun så kan man lægge et stykke staniol over den. Opskriften er fra “Sølvskeen”.

  • 1 kylling
  • 2 æbler, skrællet og skåret i små tern eller revet.
  • Ca. 100 g bacon eller spæk
  • Salt / peber

  1. Rens kyllingen, gnid den ind i salt og peber, fyld den med æblerne og luk den med kødnåle.
  2. Læg bacon eller spæk ovenpå kyllingen og sæt den i en 240 grader varm ovn, skru ned på 190 grader når fedtet er smeltet fra bacon/spæk.
  3. Steg kyllingen indtil den er mør, det tager ca. 1 time.
  4. Den sidste ½ time drypper man stegesky over kyllingen.
  5. Tag kyllingen ud af ovnen, grovparter den og server rygende varm sammen med fyldet.