Flettet calzone med kartofler

Det bliver simpelthen ikke bedre end dette, en absolut perfekt flettet calzone.

Jeg har sagt det mange gange før og nævner det gerne igen, hvis man bruger få og gode ingredienser i sin pizza eller calzone, så giver det et meget bedre resultat end hvis man laver den klassiske danske “biksemad´s pizza” med 4 forskellige slags kød, ost og div. toppings.

Jeg fik ideen med at flette calzonen fordi jeg ville gerne have fyldet placeret i midten og samtidig undgå at få et massivt låg af dej. Det virkede efter hensigten og ser jo ikke dårligt ud 🙂

1 calzone, nok til 2 hvis der er tilbehør.

  • 1 portion pizzadej
  • 4 kogte kartofler
  • 1 hakket løg
  • 125 g mozzarella
  • 1 spsk hakket frisk timian, + evt et par stængler til efter calzonen har været i ovnen
  • Olivenolie
  • Salt / peber

  1. Når dejen er hævet færdig rulles den ud så den har en lidt aflang rund form og lægges på et stykke bagepapir.
  2. Kom de hakkede løg i en skål, hæld et par spsk. olivenolie over og vend godt rundt.
  3. Skær de kogte kartofler i tern og læg dem i den midterste 1/3 af dejen.
    De må gerne ligge tæt, men ikke ovenpå hinanden.
  4. Fordel løg og mozzarella ovenpå kartoflerne.
  5. Krydr med timian, salt og peber.
  6. Snit dejen i begge sider og flet den.
  7. Stænk til sidst med lidt olivenolie og bag calzonen i ovnen ved 250 grader indtil den er gyldenbrun, det tager ca. 10-15 minutter.
  8. Tag den ud, pynt evt med lidt timian og server rygende varm.

Calzonen før mozzarella kom på.

Flettet og klar til ovnen.

Skåret igennem og næsten spist.