Citronbrød med timian, bagt i gryde

Vi var til 50års fødselsdag og der blev serveret noget lækkert citronbrød til fisken, de to ting passede perfekt sammen. Her er min udgave af dette brød, og man behøver nu ikke kun spise det når man skal have fisk 🙂

Citron og timian står rigtig godt sammen og giver et brød som helst skal spises med smør og uden pålæg.

Jeg bagte brødet i en gryde, og det er min absolut favorit måde at bage på. Det giver en lækker sprød skorpe og et rigtig lækkert brød.

  • 625 g hvedemel
  • 5 dl vand
  • 2 tsk salt
  • Saft og revet skal fra 1 økologisk citron
  • 10 blade citronmelisse, finthakket
  • 1 spsk hakket timian
  • Gær på størrelse med en ært

  1. Hæld vandet i en skål, rør salt, citronsaft + skal, citronmelisse, timian og gær i.
  2. Bland melet i og rør godt rundt.
    Dejen er ikke fast som en bolledej men i stedet meget fugtig.
  3. Lad dejen hæve tildækket i et lille døgn ved stuetemperatur.
  4. Rør rundt i dejen og lad den stå tildækket i yderligere et par timer.
  5. Varm ovnen op til 250 grader og lad en gryde med låg stå derinde og varme med. Det er vigtigt at gryden er lige så varm som ovnen inden man går videre.
  6. Tag gryden ud af ovnen, hæld dejen i gryden, kom låg på og bag den ved 250 grader i 30 minutter.
  7. Tag låget af gryden, skru ovnen ned til 230 grader og giv brødet 15 minutter mere.
  8. Når tiden er gået tages gryden ud af ovnen og brødet vendes ud på en rist.
  9. Lad det hvile i 20 minutter og spis så løs.