Grove pirogger med oksekød og porrer

Pirogger er perfekt sensommer mad, de luner godt nu temperaturen er kommet under de 20 grader og kan også spises kolde hvis man er på picnic.

Indholdet kan varieres som man har lyst til. Dog skal man huske at det ikke skal være alt for flydende da det kan være svært at få lukket brødet ordentligt.

Giver ca. 12 pirogger.

Brød

  • 500 g hvedemel
  • 200 g grahamsmel
  • 4 dl mælk
  • 50 g smør
  • 4 spsk olivenolie
  • 2 tsk salt
  • 2 spsk sukker
  • 1 æg
  • 25 g gær

  1. Lun mælken og opløs gær og smør heri.
  2. Rør salt, sukker, olie i mælken og tilsæt mel.
  3. Ælt dejen indtil den er smidig og lad den hæve i en time.

Fyld

  • 2 løg, hakkede
  • 2 fed hvidløg, hakkede
  • 2 små gulerødder, revet
  • 250 g hakket oksekød
  • 2 porrer, skåret i skiver
  • 1 tsk. chili, hakket
  • 1 tsk. spidskommen
  • 1 spsk. karry
  • Salt / peber
  • Olivenolie

  1. Svits løg, hvidløg og gulerødder ved svag varme i olivenolie indtil løgene er klare.
  2. Kom oksekødet i gryden og brun det.
  3. Tilsæt porrer og krydderierne og lad det hele koge i 5 minutter. Husk at smage til.

Pirogger

  1. Del dejen i 12 stykker og rul det tyndt ud.
  2. Kom fyldet på den ene halvdel, pensl kanten med æg og luk den anden halvdel hen over.
  3. Tryk kanten sammen med en gaffel og pensl piroggerne med æg.
  4. Bages i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter.