Langtidsstegte porrer med bacon

Porrer og bacon, a match made i heaven. Men er det ikke altid sådan når man laver noget med bacon? De møre porrer, vinen og bacon passer bare utrolig godt sammen.

Denne ret er rigtig nem at lave og er f.eks. perfekt til hvis man får gæster. Man kan lave det meste i forvejen og så kan den passe sig selv i ovnen.

Til 4 personer

  • 8 porrer
  • 2 fed hvidløg, hakket
  • 1 tsk timian
  • 1 dl hvidvin
  • 1½ dl grøntsagsfond
  • 1 pakke bacon
  • 1 klat smør
  • Salt / peber

  1. Rengør porrerne og skær dem i 5 cm lange stænger.
  2. De mørkegrønne stykker skal hakkes, kun de hvide og lysegrønne stykker skal forblive hele.
  3. Steg de hakkede mørkegrønne stykker i smør, tilsæt hvidløg, timian, salt og peber.
    Lad det simre i 10 minutter.
  4. Fordel det hele i bunden af et ildfast fad.
  5. De hele porrerstykker sættes på højkant ved siden af hinanden i fadet så de står skulder ved skulder ovenpå de stegte porrer.
  6. Hæld vin og fond ved og læg baconskiverne ovenpå så de danner et låg.
  7. Tag et stykke bagepapir og hold det under vandhanen så det bliver blødt, kram det let og bred det ud over porrer og bacon.
  8. Lav et tætsluttende låg af staniol og sæt fadet i ovnen 1 time ved 200 grader.
  9. Mærk med en kniv om porrerne er bløde og mørre, hvis de er det tages bagepapir og staniol af. Derefter skal fadet tilbage i ovnen i 20 minutter indtil baconen er blevet sprød.
  10. Tag fadet ud af ovnen, tag baconskiverne af og hak dem.
  11. Drys baconen ud over porrerne og server enten i fadet eller i en skål.