Kandiserede appelsinskaller i chokolade

Lige siden jeg fik kandiserede appelsinskaller i chokolade fra Summerbird har jeg haft lyst til at lave dem selv, og denne jul skulle det endelig være. De blev utrolig gode, den lidt syrlig og søde appelsinskal passer godt sammen med en kraftig mørk chokolade.

Jeg lavede en stor portion, man behøver selvfølgelig ikke lave af 6 appelsiner hver gang 🙂 Man behøver heller ikke skære det hvide af skallerne, det giver et ekstra bittert “kick”. Men hvis man ikke er til det så skal det selvfølgelig bare skæres af.

  • Skal fra 6 appelsiner skåret i 4 både.
  • ½ kg sukker
  • ½ liter vand
  • Ca. 300 g. god mørk chokolade

  1. Skær skallerne i lige lange stykker, de skal være ca. 3 mm tykke.
  2. Kom dem i en gryde med koldt vand, skru op for vamen og kog dem i ca. 5 minutter.
    Dette gøres i alt to gange, også med nyt vand anden gang.
  3. Kog vand og sukker op, kom appesinskallerne i og lad dem simre i ca. 45 – 60 minutter.
  4. Når sukkerlagen er tyk og skallerne begynder at blive gennemsigtige tages de op.
  5. Læg dem til afkøling på et stykke bagepapir, de må ikke røre ved hinanden.
  6. Når de er kolde dyppes de i tempereret smeltet chokolade og sættes igen på køl.
  7. Serveres til en kop kaffe, velbekomme.