Chokoladefondant med blødende hjerte

Chokoladefondant med blødende hjerte – 4 stk.

 

En dessert for den store chokolade elsker. Hvis man har spist en stor hovedret kan man godt lave dem i 2/3 størrelse, de bliver ret vamle hvis maven allerede er godt fyldt. De har ramt den perfekte størrelse hvis du har lyst til en bid mere.

Jeg bruger med ramekiner med slip-let belægning, hvis man har de mere almindelige anbefaler jeg at fore dem med bagepapir.

  • 2 pasteuriserede hele æg
  • 2 pasteuriserede æggeblommer
  • 50 g sukker
  • 100 g mørk chokolade
  • 100 g smør
  • 50 g mel
  • Flormelis

Pisk de hele æg, æggeblommer og sukker sammen.

Smelt chokolade og smør over et vandbad, tages af varmen når de er smeltet sammen.

Sigt mel i chokoladeblandingen og rør den godt sammen med æggemassen.

Hæld den færdige masse op i ramekinerne og stil dem på køl indtil de skal i ovnen. De kan nemt stå natten over.

De skal bages i ca. 10 minutter ved 200 grader. Pas på ikke at give dem for meget, så hellere give dem lidt for lidt. Hvis du er i tvivl så har de sikkert fået nok. Toppen skal lige være blevet fast, så er midten flydende.

Lad dem stå et par minutter inden de forsigtigt vendes ud på en tallerken, drys lidt flormelis henover og spis dem lune. Man kan godt servere lidt is eller bær til.