Kylling i kokos/karrysauce

Kylling i kokos/karrysauce

Jeg elsker det asiatiske køkken men kan ikke rigtig finde ud af at sammensætte ingredienserne selv, der er slet ikke den samme fortrolighed som jeg f.eks. har med det italienske køkken. Jeg har prøvet at blive bedre, tro mig, og det kommer nok også engang.

De få opskrifter som jeg har det godt med er ikke komplicerede. Andre madglade der har mere styr på asiatisk mad vil sikkert grine af denne opskrift, men pyt med det. Jeg syntes det smager godt og så er det en let introduktion til en ret som ikke består af oksekød, pasta eller fløde 🙂

Man kan for resten skære lidt ned på gulerødder og bønner og så tilsætte samme mængde broccoli.

Passer til 2 personer.

  • 400g kyllingebryst skåret i tern
  • 1 peberfrugt
  • 150 g gulerødder
  • 150 g grønne bønner
  • 3 spsk oysersauce
  • 2 spsk revet ingefær
  • 2 spsk karry
  • Salt / peber
  • 1 dåse kokosmælk
  • Sesamolie
  • 100 g nudler

  1. Snit alle grøntsager (undtagen bønnerne) i tynde og aflange stykker, skær kyllingen i tern.
  2. Svits kyllingestykkerne på en godt varm pande i olien.
  3. Når stykkerne er brune tilsættes alle grøntsager og de svitses med i et minuts tid.
  4. Tilsæt oysersauce, ingefær, karry og salt/peber og rør rundt.
  5. Tilsæt kokosmælken og lad det koge op under omrøring, smag retten til imens du gør det.
    Når det koger skal det lige stå et minut og boble.
  6. Nudlerne skal være kogt færdige på dette tidspunkt.
    Rør dem i panden sammen med kyllingen og grøntsagerne og server med det samme.