Saftig kylling i ovn

Saftig kylling i ovn

Hvad skal man kalde opskriften på den mest saftige kylling man nogensinde har lavet? Tjah, lige meget hvad den hedder så er det her en absolut genial måde at lave kylling på.

Kyllingen steges over 2 1/2 time i et lukket fad med fyld af krydderurter på en bund af grøntsager, det tager tid men er absolut ventetiden værd. Det kan anbefales at bruge et stegetermometer, så er man sikker på den får lige præcis nok.

Af krydderurter og grøntsager bruger man bare hvad man lige har ved hånden. Denne gang brugte jeg et par gulerodsboller som brød fyld, man kan selvfølgelig bruge alt muligt andet brød i stedet.

Opskriften passer til 2-4 personer, alt afhængig af appetit og tilbehør.

Kylling og sauce

  • 1 kylling på ca. 1400 gram
  • Salt / peber
  • 2 1/2 dl fløde
  • Maizena

Fyld

  • 2-3 spsk smør
  • 1 hakket løg
  • 150 g smuldret brød
  • 1/2 dl hakket koriander
  • 1/2 dl hakket persille
  • 1 spsk rosmarin
  • 1 spsk salvie

Grøntsager

  • 1 helt hvidløg, flækket.
  • 2 porrer skåret i 5 cm aflange stykker
  • 5 løg skåret i kvarte både
  • 3 dl hvidvin
  • 3 dl kyllingebouillon

  1. Kyllingen gøres rent og gnides med salt og peber.
  2. Smelt smørret på en pande og tilsæt alle ingredienser under “fyld”, rør godt sammen.
  3. Kom fyldet i kyllingen og luk den til med snor eller kødnåle.
  4. Alle grøntsager, hvidvin og bouillon kommes i et stort fad.
  5. Læg kyllingen ovenpå og lav et låg af tætsluttende staniol.
  6. Kom et stegetermometer i kyllerylle og steg den ved 140 grader i ca. 2 1/2 indtil den når 79 grader. De sidste 20 minutter tager man staniolen af og skruer ovnen op på 230 grader så kyllingen bliver flot gylden og sprød.
  7. Tag kyllingen ud af ovnen, hæld al væsken fra fadet over i en gryde og bring den i kog. Lad kyllingen stå tildækket på bordet i det varme fad mens du laver saucen.
  8. Tilsæt fløde, lad den koge i ca. 5 minutter og smag til. Tilsæt maizena så saucen bliver god tyk.

Vi fik ris, broccoli og blomkål til. Velbekomme.