Ovnstegt torsk med nye kartofler i persillesmør

Ovnstegt torsk med nye kartofler i persillesmør

Inspireret af “2 gange om ugen” skulle vi have torskefilet på en let og lækker måde. Jeg ville egentlig have lavet en bagt torskefilet som denne, men syntes at den første opskrift passede bedre til det varme sommervejr. Fisken blev utrolig saftig og smeltede på tungen, det kunne ikke have været bedre 🙂

Kartoflerne kommer fra vores højbede og hold da op hvor har jeg savnet nye kartofler. Og så bliver de ikke ligefrem dårligere af at være vendt i lidt smør og persille, mums!

Torskeopskriften er nok til ca. 4 personer.

Torsk

  • 700 g torskefilet
  • 2 dl hvidvin
  • 3 tomater skåret i små stykker
  • 1 /2 dl. hakket basilikum
  • 2 fed hakket hvidløg
  • 3 spsk olivenolie
  • Salt / peber

Kartofler i persillesmør

  • 500 g kartofler
  • 20 g smør
  • 1 / 2 dl hakket persille
  • Salt

Torsk

  1. Skær fileten i mindre stykker og læg dem i et ildfast fad.
  2. Tilsæt hvidvin.
  3. Bland tomatstykker, basilikum, hvidløg, olie og salt/peber i en skål og fordel det over fiskestykkerne.
  4. Fisken skal i ovnen ved 200 grader i ca. 12 minutter. De sidste par minutter kan man tænde for grillen for at give tomaterne lige lidt farve. Fisken må endelig ikke få for meget, husk at tjekke ved 11-12 minutter om den har fået varme nok.
  5. Tag ud af ovnen og server med det samme.

Kartofler i persillesmør

  1. Kog kartoflerne.
  2. Imens smeltes smør og den hakkede persille og salt blandes i.
  3. Hæld vandet fra de kogte kartofler, hæld dem i gryden med smør og vend rundt et par gange med en ske.

Velbekomme 🙂